Inklusion bliver til eksklusion.

Min valgkamp foregår især ude blandt vælgerne. Jeg deltager i møder mange steder, hilser på gaden og ringer ind imellem på hos almindelige mennesker. Og det er en fantastisk oplevelse. Jeg får nemlig en masse indsigt i, hvad der bekymrer danskerne, og hvad vælgerne ønsker. Det er de emner, jeg tager hånd om, når jeg kommer i Folketinget.

Blandt de vredeste og mest bekymrede mennesker jeg møder, er forældre og skolelærere. Især dem, der er berørt af loven om inklusion i Folkeskolen. Den har nemlig den stik modsatte effekt.

Ideen om inklusion fejler ikke noget. I den ideelle verden burde der være plads til, at børn med særlige behov, som det så fint hedder, blev inkluderet i den daglige undervisning til glæde for alle. Problemet er bare, at der ikke følger de nødvendige midler med, og så går det ikke.

En enkelt lærer er kun sjældent i stand til at håndtere en fuld klasse inklusiv et barn med særlige behov. Konsekvensen er den rene elendighed. Det barn, det handler om, bliver ladt i stikken, føler sig mobbet og udelukket fra fællesskabet, og resten af klassen går i stå, fordi fokus er på noget helt andet. Det fortæller lærerne og forældrene mig.

Der skal følge penge med, hvis det skal lykkes: Penge til en ekstra lærer samt supplerende kurser, ja, sågar burde læreruddannelsen tages op til revision. Lærerne er ikke tilstrækkeligt ”klædt på” til at tage vare på børn med særlige behov. Derudover skal der sættes resurser af til en ekstra lærer og pædagog i klasser, hvor der er et behov i klassen eller en pædagog. Problemet er bare, at de penge ikke er til stede i kommunerne.

Politikere skal også erkende fejl

Lov 103 fra 2011-2012, der handler om inklusion i skolesystemet, skal øjeblikkeligt føres tilbage – uanset hvem der i sin tid har stemt for. Basta.

Det ville klæde politikerne, hvis de erkendte, at de har dømt forkert og sat et skib, der ikke kan sejle, i søen. Alle andre på arbejdsmarkedet ville tage konsekvensen og løse problemet, og det skal politikerne også kunne.

Når jeg kommer i Folketinget, sætter jeg Folkeskolen og dens (politikerskabte) problemer i fokus. Det gælder ikke bare inklusionsproblematikken, men også den dræbende effekt, heldagsskolen har på f.eks. foreningslivet:

Når børnene ikke har mulighed for at dyrke deres fritidsaktiviteter, fordi de skal sidde i skolen, forsvinder en voldsom andel af den demokratiske opdragelse, som foreningerne ellers altid har udgjort i Danmark. I foreningslivet lærer danskerne om fællesskab, engagement, demokrati og meget, meget andet. Det er i opløsning, og skolereformen skal have et grundigt eftersyn, for den har uhensigtsmæssige konsekvenser.

Spørgsmålet er, om vi foretrækker, at de fremtidige generationer sidder alene med en ’tablet’, eller om de skal være spejder, gå til svømning, fodbold, håndbold, eller andre aktiviteter.