Hvorfor må vi ikke låne i landdistrikterne?

Realkreditsystemet lider. De enorme realkreditinstitutter har det ganske vist bedre end nogensinde før, men det ændrer ikke ved, at ånden i den danske huslånsmodel lider noget så frygteligt. Den oprindelige foreningstanke er forsvundet, og samtidig med, at hele branchen er samlet i København, er det langsomt men støt blevet sværere at tage lån til køb af ejendomme i yderområderne.

Det er en katastrofe, fordi det er en kraftig medvirkende årsag til affolkningen på randen af Danmark. Realkreditmastodonterne ved for lidt om Vestjylland, Øerne, Lolland/Falster osv. og følgerne er åbenlyse: Når det ikke lige er muligt at proppe et huslån ned i storbykassen, så er det farligt, og så er der lang vej til et fornuftigt lån for huskøberen.

Det bedste bud på en løsning er naturligvis at forbedre vilkårene for vækst og virksomheder i landdistrikterne. Jo mere vækst, jo mere attraktivt er det at bosætte sig i yderområder. Lønningerne og rådighedsbeløbene stiger, og på sigt bliver det også nemmere at optage lån i boligerne, fordi de igen bliver omsættelige.

Sagen er nemlig den, at låneprocessen partout SKAL passe ind i nøje udmålte kasser, der afhænger af ganske få, målbare faktorer:

  1. Rådighedsbeløbet – Den enkelte families økonomiske frirum til forbrug.
  2. Husets stand, salgbarhed (skal kunne sælges inden for 6 måneder) og beliggenhed.

Realkreditinstitutterne handler for firkantet og mangler enhver sans for og føling med virkeligheden i landdistrikterne. F.eks. er det forrykt at kalkulere med, at en familie i Nordvestjylland har behov for samme privatforbrug som en familie i Hellerup. På samme måde er beliggenheden en aldeles usammenlignelig størrelse.

Udfordringen er, at strukturelle ændringer ikke ændrer situationen med dags varsel. Derfor blev jeg dobbelt glad for ugens beslutning om at udflytte arbejdspladser til provinsen Det er en god start, for det skaber øget økonomisk aktivitet fra dag 1.

Inden for ganske kort tid kommer rapporten fra ”Udvalg om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne”. Dens opgave er at komme med forslag til, hvordan vi løser den gordiske knude, der er opstået gennem årene, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad eksperterne kommer frem til.

Ministeren har allerede sendt signaler om, at vi får en ændring af seksmåneders reglen. Den siger, at et hus skal vurderes til den pris, der kan opnås ved salg inden for seks måneder. Forlænger man perioden, bliver vurderingen højere. Samtidig nævner han rådighedsbeløbet som en oplagt knap at skrue på.

Alt sammen gode tanker – nu holder vi vejret, og håber på at udvalget leverer noget, der er endnu bedre. Det er en forudsætning for, at vi for alvor kan skabe vækst i yderområderne igen.