Den horrible boligskat

Danske boligejere der de tredjehårdest beskattede i Europa – kun overgået af franskmænd og englændere. Svenskere, tyskere og nordmænd betaler langt mindre end os.

Det er ikke rimeligt at brandbeskatte boligen på den måde. Langt de fleste har lånt størstedelen af husprisen og det, de har ofret på forbedringer. På den måde beskatter vi husejerne for noget, de reelt ikke ejer. Det giver slet ikke mening.

Boligskatten skal ned. Simpelthen. Faktisk kan vi fjerne den fuldstændigt, hvis vi gider se over på den anden side af Øresund. Svenskerne betaler langt under halvdelen af, hvad vi er pisket til at aflevere til det danske Skattevæsen.

Alligevel løber det rundt. En svensk hussælger betaler skat af fortjenester ved hussalg – og får et skattefradrag, hvis han/hun taber penge. Det er langt mere rimeligt, og det offentlige får et nogenlunde uændret provenu.

Og så er det fair. Som det er i dag, er det i høj grad tilfældigheder, der gør, om du er nødt til at sælge på et tidspunkt, da boligpriserne er høje eller lave. Hvordan er husprisen, når I skal skilles, hvordan er den, når den ene ægtefælle dør eller I får børn, og hvordan er den, når I skal flytte på grund af nyt job i den anden ende af landet?

Udligningen med beskatning af gevinster giver mening på flere måder: Der er færre uforskyldte tab og heldige gevinster, det offentlige får de samme penge i kassen, og den danske boligskat kommer ned på niveau med resten af Europa.

Fastfrys – eller endnu bedre: Afskaf grundskylden

Og når vi nu er ved det: Hvorfor pokker skal grundskylden absolut stige, mens vi har et skattestop? Der kan man vist roligt tale om et løftebrud fra politikerne.

Fastfrys – eller endnu bedre: Afskaf grundskylden. Det er endnu et eksempel på en uhørt beskatning, som danske politikere opretholder stik mod alt fornuft. Faktisk er Danmark det eneste land i Europa, der opkræver grundskyld fra borgerne. Og det er jo nærmest latterligt, at vi beskatter en grund efter, hvor meget den ”ville have været værd”, hvis den IKKE havde været bebygget.

Fjern den urimelige beskatning. Og gør det NU.

Boligejerne er uden sammenligning regeringens yndlingssyndebuk. Personligt føler jeg mig som en prygelknabe, når jeg ser pengene trille ud af hullerne i bunden af bankkontoen.  Stop det.