Danmark vælter, mens politikerne hygger sig i København

Danmark er ved at vælte. Århus og København bliver større og større, og det bliver sværere at få en god tilværelse i udkantsområderne. Konsekvensen ser vi allerede. De små og mellemstore bysamfund langt fra byerne sygner hen, virksomhederne lukker, og huspriserne falder. Og det går stærkt.
De eneste, der kan stoppe nedturen, er dem, der har skabt den, nemlig politikerne. Der skal ske noget, før det er for sent.
Problematikken er ellers åbenlys nok. Flere og flere statslige opgaver lander i de store bycentre med København i en suveræn førerposition. Det er jo så dejligt mageligt for politikerne, når de ligger tæt op ad Christiansborg og det universitet, hvor de er uddannet.

Succes med udflytning til Ringkøbing
Der er bare ikke nogen vej uden om: Centraliseringen skal stoppes, og vi skal have flere statslige arbejdspladser til provinsen. Så let kan det siges. Det virker nemlig. Se bare denne video fra TV Midt/Vest, som viser, at udflytningen af SKAT’s betalingscenter til Ringkøbing har været en succes.

TV2 Midt/Vest har lavet dette indslag om Carsten Hansens (S)uvilje mod at flytte arbejdspladser til provinsen.

TV2 Midt/Vest har lavet dette indslag om Carsten Hansens (S) uvilje mod at flytte arbejdspladser til provinsen.

Det er historien om, at statslige arbejdspladser kan skabe vækst og gøre en forskel for en mellemstor provinsby. Som det er i dag kanaliserer vi bare penge til København uden et eneste sagligt argument.
Pilen behøver ikke nødvendigvis pege mod det yderste Udkantsdanmark – men gerne mod områder, hvor det giver mening at placere den statslige styrelse. Det oplagte eksempel er at flytte fødevarestyrelsen til Østjylland. Der er nu én gang mere fornuft i, at fødevarestyrelsen hører hjemme i nærheden af ARLA og Danish Crown, end at lade den sygne hen i Glostrup. Favrskov, Skanderborg eller Odder var rigtigt gode bud på den opgave.

Infrastrukturen skal følge med
Og når vi nu ér i gang, skal vi selvfølgelig sikre, at udviklingen i landdistrikterne kommer i gang. Sørg for en anstændig infrastruktur, der gør det let at transportere varer og at pendle. Det er også helt oplagt, at planloven skal ombygges, så det bliver lettere at planlægge og udvikle uden for de store byer.
Når det lykkes, kanaliserer vi liv og vækst ud i landet. Vi sætter strøm til udviklingen og gør det attraktivt at bo og drive virksomheder andre steder end København og Århus. Vi skal rette Danmark op, før skuden kæntrer helt.
Det er en af mine helt store mærkesager. Det var den borgerlige regering, der satte gang i udflytningen, og de sidste fire år har Helle Thorning & Co. gjort alt i deres magt for at bremse det igen. Når jeg kommer i Folketinget skubber jeg på for, at hele Danmark kommer op i fart. Ikke kun de store byer.